Hot and Sweet.dk


Vedtægter


§ 1 Navn:
Hot and Sweet.

§ 2 Hjemstedskommune:
Tønder Kommune.

§ 3 Formål:
1. At fremme kendskabet til line dance.
2. At danse og undervise i line dance.
3. At bistå, fremme og gøre plads til line dance både på socialt - som på konkurrenceniveau.
4. At følge udviklingen indenfor line dance.

§ 4 Medlemsforhold:
Som medlem kan optages enhver, der vil følge foreningens bestemmelser. Kontingent betales forud for ½ år af gangen.

Medlemmer kan udmelde sig uden varsel. Indbetalt kontingent refunderes ikke.

§ 5 Valg til bestyrelsen og antallet af bestyrelsesmedlemmer:
Bestyrelsen vælges på den årlige generalforsamling, hvor alle som er myndige, og som har
· medlemskab i foreningen
· betalt deres kontingent for det sidste halve år
har adgang og stemmeret.

Bestyrelsen består af 5 medlemmer. De 3 vælges i lige år, og de resterende 2 er på valg i ulige år. Formand og kasserer vælges henholdsvis ulige og lige år.

Bestyrelsen vælges for 2 år ad gangen ved den årlige generalforsamling.

§ 6 Generalforsamling:
Generalforsamlingen holdes en gang årligt inden udgangen af marts, og varsles til medlemmerne mindst 14 dage før. Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed.
Generalforsamlingen ledes i overensstemmelse med foreningens vedtægter og dagsorden af den af forsamlingen valgte dirigent.

Generalforsamlingens beslutninger indføres i foreningens protokol. Afstemning sker ved håndsoprækning, men skal, når mindst et medlem forlanger det, ske skriftligt. Fuldmagter anerkendes ikke.

Kun medlemmer kan vælges til bestyrelsen eller andre tillidshverv, og ingen kan vælges uden at være til stede eller skriftlig til sekretæren at have givet tilsagn om at lade sig vælge.
Såfremt der ved valg til bestyrelsen eller andre tillidshverv opstilles flere kandidater, end der kan vælges, skal valget ske skriftligt. Hvert medlem har en stemme pr. kandidat.


Dagsorden for ordinære generalforsamling skal indeholde følgende punkter:

1. Valg af dirigent
2. Bestyrelsens beretning
3. Kassererens beretning og godkendelse af revideret regnskab
4. Indkomne forslag
5. Fastsættelse af kontingent
6. Valg af:
formand (ulige år)
kasserer (lige år)
2 bestyrelsesmedlemmer (lige år)
1 bestyrelsesmedlem (ulige år)
1 bestyrelsessuppleant (hvert år)
1 revisor (ulige år)
1 revisorsuppleant (hvert år)
7. Eventuelt

Forslag, der ønskes behandlet på den ordinære generalforsamling, skal skriftligt være den samlede bestyrelse i hænde senest 8 dage før denne.

Ekstra ordinære generalforsamlinger kan indkaldes af bestyrelsen med mindst 14 dages varsel og skal desuden indkaldes, når mindst ½ af foreningens medlemmer indgiver skriftlig motiveret begæring herom til bestyrelsen. Indkaldelsen skal ske senest 14 dage efter begæringens fremkomst og afholdes efter samme regler som ordinær generalforsamling.

Bestyrelsen holder møde så ofte, som formanden med mindst 3 dages varsel indkalder dertil. Formanden skal med samme varsel indkalde til møde, såfremt 2 bestyrelsesmedlemmer forlanger det med angivelse af forhandlingsemne. Formanden bestemmer mødested. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst 3 bestyrelsesmedlemmer er til stede. Bestyrelsens forhandlinger ledes af formanden og ved dennes frafald/fravær af en stedfortræder.
Bestyrelsen udarbejder selv sin forretningsorden.

§ 7 Regnskabsforhold:
Foreningens regnskab følger kalenderåret. Konti i pengeinstitutter noteres i klubbens navn.
Foreningens regnskab forelægges på den årlige generalforsamling af kassereren.

§ 8 Procedure for vedtægtsændringer:
Evt. vedtægtsændringer vedtages på den årlige eller ekstraordinære generalforsamling.
En ændring vedtages, når 2/3 af de fremmødte medlemmer stemmer for en ændring.

§ 9 Tegningsret:
Foreningen tegnes af formanden. Ved økonomiske dispositioner af formanden og/eller kassereren.

§ 10 Foreningens ophør:
Foreningens opløsning kræver mindst 2/3 flertal blandt samtlige stemmeberettigede medlemmer.
Er 2/3 af medlemmerne ikke tilstede ved generalforsamlingen, kan bestyrelsen - senest 30 dage efter - indkalde til en ny generalforsamling, hvor opløsning kan vedtages med 2/3 af de tilstedeværende stemmer.


I tilfælde af foreningens opløsning, går de eventuelle midler til at fremme dans og musik for børn og voksne i Løgumkloster.

Top